LogoBLIV MEDLEM
Logo
BLIV MEDLEM

om os

Big Smiles er en forening stiftet i sommeren 2024.

Vi er en gruppe forældre til unge med kroniske somatiske sygdomme, der har skabt et fællesskab, hvor de unge kan mødes på tværs af diagnoser. Vores fokus er at skabe en tryg og sjov ramme, hvor de kan spille spil, spise sammen, deltage i quizaftener, se film og nyde temaaktiviteter – men vigtigst af alt, være sammen og hygge sig.

Foreningen udspringer af vores fælles erfaringer som forældre til børn tilknyttet Rigshospitalet og Smilfonden. Vi har længe oplevet et behov for et tilbud målrettet de større børn og unge, der ofte savner sociale fællesskaber. Derfor har vi skabt Big Smiles, et fællesskab for unge i alderen 14-21 år, der har til formål at styrke relationer og skabe nye venskaber blandt unge med kroniske somatiske sygdomme.

Selvom vores børn på mange måder ønsker at leve et almindeligt ungdomsliv, er deres hverdag ofte præget af udfordringer som hyppige hospitalsbesøg, særlige hensyn og fysiske begrænsninger. Disse fælles erfaringer har givet de unge en unik forståelse og samhørighed, som vi ønsker at støtte og udvikle gennem sociale aktiviteter.

Hvad gør vi?

Vi mødes hver 14. dag på Rigshospitalet, hvor vi låner et lokale (Hr. Berg) til vores aktiviteter. De unge har deres eget rum til at hygge sig, mens forældrene kan mødes i et nærliggende lokale over en kop kaffe. På de få dage, hvor vi ikke kan låne lokalerne, arbejder vi på at arrangere aktiviteter andre steder. Aktiviteterne spænder vidt – fra spil, musik og TikTok til quizaftener, movie nights og meget mere.

HVORFOR

BIG

SMILES?

For unge med kroniske sygdomme kan det være svært at finde en plads i sociale fællesskaber. De står ofte udenfor på grund af deres særlige vilkår, men i Big Smiles er der plads til alle. Her mødes unge med vidt forskellige sygdomshistorier – fra transplanterede til dem, der har gennemgået adskillige operationer, eller lever med fysiske begrænsninger som kørestol. På trods af forskellighederne har de én ting til fælles: De er unge, der gerne vil have det sjovt og være en del af et fællesskab.

Big Smiles er en nystartet forening med et klart mål: At støtte sociale relationer og fællesskaber blandt unge med kroniske somatiske sygdomme. Gennem klubaftener og sociale aktiviteter ønsker vi at give de unge et frirum, hvor de kan slappe af, grine og finde glæde i samværet med ligesindede.

Følg med her

CVR-Nr.: 45087964

Telefon: 23 42 89 76

Mailadresse: info@bigSmiles.dk

Bricksite logo| MADE FOR FREE WITH

BRICKSITE